På denne side finder du information om det udstyr man bruger til padel. Har du spillet padel i et stykke tid, så ved du formentlig det meste – siden her er mest for de, der er nye i sporten. Det kommer primært til at handle om padel sko, men først lige et enkelt ord om shorts:

Få dig et par padel-/tennisshorts, der har en lomme, der kan holde på en bold. Man ser for ofte shorts med korte lommer, hvor spilleren taber bolden ud af lommen og risikerer at falde over den.

Sko

Padel er en sport med hurtige bevægelser og retningsskift. Det vil give mening at have sko, der er designet til sporten for dels at forbedre din positionering på banen, dels at undgå skader. En løbesko er lavet til at give dig støtte og stabilitet når du bevæger dig i én retning. En sko til indendørs brug har en flad sål, der giver godt greb i et indendørs gulv. Til padel skal der bruges lidt anderledes karakteristika. Når du prøver padel for første gang kan du bruge, hvad du har i skabet. Begynder du at spille regelmæssigt bør du investere i et par sko, der er lavet til padel.

Har du prøvet at spille tennis, og har du et par tennissko, der er til en grusbane, så kan de også bruges i padel, hvor ”græstæppet” indeholder sand. Men der er forskel på tennis og padel, idet padel ofte handler om frem og tilbage bevægelser og hurtige rotationer, hvor tennis i højere grad handler om bevægelser fra side til side. Derfor har sko lavet til padel normalt en stivere sål og en mere fleksibel overdel.

Men skoenes karakteristika beskrives ofte ved en opdeling i Greb, Stabilitet, Komfort, Dæmpning og Holdbarhed.

Karakteristika – grebet

Hvis man kan tale om den vigtigste karakteristika, så må det være grebet i banen og skoens evne til at give dig et sikkert udgangspunkt og afsæt for din bevægelse. Selvom du også kan have glæde af at skride lidt når du skal nå en yderlig placeret bold, så er behovet slet ikke det samme som i tennis. Greb handler om sålen, og her vil du i handlen finde 3 slags, når du handler sko til padel:

Padel sko - her tre forskellige såler
3 forskellige såler

Som det fremgår af billedet taler man om en sål med ”sildeben” (også refereret til som som Clay), en sål med en mere prikket struktur, der kaldes Omni og endelig en Hybrid (eller Mixed), hvor der er cirka halvt af hver (Sildeben og Omni).

Der kan formentlig siges meget for og imod den ene og den anden slags, men det lader til, at der er enighed om, at sildeben er det mønster med mest alsidige brugbarhed – der vil være god til de fleste overflader, hvor Omni er mere begrænset til det kunstige græstæppe, og gerne kunstigt græstæppe uden for meget sand. Spiller du i Holbæk vil begge formentlig være rigtigt gode – Omni lidt bedre, hvis der ikke er meget sand på banen. Hybrid-skoen – der også ses mærket ”All-court” af nogle producenter – kan lidt af det hele og er et populært valg. Sildebens modellen er den mest holdbare, men ofte også den dyreste.

Karakteristika – øvrige

Stabilitet, Komfort og Dæmpning og behovet for meget eller lidt af det disse karakteristika afhænger mere af dig og din fysik. Det siges, at de tungere spillere har et øget behov for stabilitet for at undgå skader, men ellers kommer det helt an på dig. Dæmpningen kan i nogen udstrækning justeres ved udskiftning af såler, hvis skoen ikke er perfekt fra starten af. Jeg har én gang haft en hælspore og vil have så meget dæmpning som muligt, der kan aflaste hælen – men vi er alle lidt forskellige…

Padel battet kan du læse mere om HER.